Det er ingen hemmelighed at jeg bruger mange timer om ugen i min bil. Ture til og fra de børn og unge og deres familier, som jeg arbejder med.

Og mens jeg sidder der bagved rattet, på vej fra eller til, ja så lader jeg mine tanker fare.

Jeg lader det fange mig, som har brug for opmærksomhed.

Måske er det tanker om det unge menneske jeg lige har mødt.
Måske er det tanker om hvad jeg skal huske at gøre inden eller efter et møde.
Måske er det tanker om følelsen jeg havde mens jeg var der i dag.
Måske om det der skete mens jeg var der.

Ofte sidder jeg også med de opbyggende tanker om det jeg ser ske. Den udvikling jeg ser.

Nogle gange holder udviklingen også en lille pause, inden den fortsætter igen, og i de perioder sidder jeg altid med tanker om hvordan jeg kan støtte lige nu og her, i det de står i.

Og ofte sidder jeg også med en stor taknemmelighed for at få lov til, og samtidig være med til at gøre en forskel for netop dette unge menneske. Og dennes familie naturligvis.

Andre gange prøver jeg at slå hjernen helt fra, og tjekke ud, for netop at tanke op og fylde på til den næste familie.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke kunne tænke mig lidt færre timer i bilen nogle gange. Det kunne jeg.

Men det er faktisk mest fordi jeg ofte tænker over hvor mange flere jeg, og vi i mit team, kunne hjælpe, hvis timerne i bilen ikke optog vores tid.

For der er brug for vores hjælp derude.
Og vi er på alle måder klar til at hjælpe.

Og netop ud af de specifikke tanker om at kunne hjælpe flere, er muligheden for online forløb opstået og sat i værk. Til glæde for mange og alle parter. Læs mere om det i det næste blogindlæg