OBS; billedet er ikke N. Blot et model foto.

N’s mor fortæller:

I min tredje graviditet var jeg sikker på jeg ventede en pige. Men ud kom den fineste lille dreng.

En lille dreng som dog allerede omkring sin 3-års fødselsdag tydeligt viste at her var et lille menneske i den forkerte krop. N var i sit hjerte og sjæl en lille pige.

I skolen gik det forholdsvis godt og N blev hurtig en del af pigegruppen og gik i pigetøj. Mest bukser, men også med nederdel og kjole og hun havde langt lyst hår.

Selvfølgelig fik N upassende bemærkninger, men tænkte meget at det blot bundede i uvidenhed. For det var aldrig fra eleverne i N’s egen klasse.

Der var naturligvis også problematikker der skulle tages hensyn til her og der, f.eks. idræt og kønsopdelte børnefødselsdage.

Men i forhold til fødselsdage endte det ud i af hvis det var kønsopdelt, så blev N både inviteret til drenge og pige fødselsdage. Meget fint gjort af forældrene.

I idræt fik N lov at bade og klæde om i særskilt rum.

Med årene blev der dog en del fravær på idrætsdage, og værst blev det da svømning kom på skemaet. Her var N blandt andet ude for at et par drenge sparkede døren op til det toilet hun var inde på, for at se hvad hun egentlig var: dreng eller pige.

I N’s klasse var der mange elever af anden etnisk herkomst, og da N nåede til 6. klasse, var det slut med af de udenlandske piger måtte komme med N hjem eller hun med dem. Det var så svært og uforståeligt for N. Og hun blev rigtig rigtig ked af det.

N begyndte for alvor at klage over hovedpine og mavesmerter og forstoppelse og fik flere og flere fraværsdage. Hun forsvandt ind i sig selv. Ind i sin smerte, og indre verden.

Der var mange kampe hjemme om morgenen, og nogle gange gik N slet ikke i skole.

N blev udredt på Sexologisk Klinik så udredelsen lå klar hvis N på et tidspunkt ville i hormonbehandling.

N begyndte også at komme på børne og unge Klinikken hos Morten Gerviel og fik her tilbudt samtaler hos den sode sygeplejerske Gitte. Og Gitte fik åbnet N op.

Det var tydeligt at N havde udviklet angst, og der blev sendt henvisning til Psykiatrien som blev afvist grundet N’s transkønnethed. For grundet transkønnetheden mente de det var Sexologisk Klinik N skulle til.

Omvendt mente Sexologisk Klinik at N hørte til i Psykiatrien. På grund af sin angst. Og sådan kunne det fortsætte med at gå frem og tilbage. Adskillige gange.

Det endte med Sexologisk Klinik tilbød angst behandling, som N dog desværre ikke profiterer af.

Ved tredje forsøg fra børnelægen lykkedes det at N at kom ind hos Holbæk Børne- Unge Psykiatri (HBUP) i 2019 og udredningen startede.

Det holdt hårdt af få N afsted og mange af de spørgsmål der blev stillet, forstod hun ikke, så det krævede meget energi af alle parter, i de samtaler.

N var færdig udredt februar 2020, med diagnosen: atypisk autisme og angst.

Efter juleferien 2019 kom N ikke i skole mere, og jeg forsøgte selv i en periode at undervise N, så godt som jeg kunne, men det var svært, for hun var så stresset og havde derfor svært ved at indlære. Så det føltes mere som en opslidende kamp om fokus og nærvær end en berigende og tryg indlæringsproces.

HBUP anbefalede mig at stoppe. At fortsætte ville ikke gavne nogen parter.

Så en form for konklusion kunne være:

Er det let for os at elske vores barn, vores datter? Ja, gange millioner af millioner.
Er det let for vores barn, vores datter, at være i den her verden, og modtage den rette hjælp i den her verden. At blive forstået, set og mødt i den her verden? Nej, gange titusinder af millioner af millioner.

Desværre.

Men jeg kæmper videre for, og sammen med N, for hun er lige som hun skal være, og jeg håber hun bliver sat fri til netop bare at kunne være. At kunne få lov til at være.

Hende som hun er.
Den hun er.
Præcis som hun er.