Nico er verdens smukkeste unge pige hvis du spørger mig.
Et 17-årigt SÅ fint menneske, der indeholder så meget godt, som kun vil gøre og være godt at dele med den her verden.
Hendes smukke smil.
Hendes vidunderlige måde at kigge på mig på, når der er noget hun gerne vil dele, eller noget hun synes er sjovt eller skørt.
De fine ord hun deler med mig, om alt det gode, alt det der gør ondt, det hun drømmer om, det hun ser som forkert ved sig selv, det hun lærer, betragter og får ind.
De ord ville andre ude i verdenen, der er i en lignende proces, uden tvivl kunne få godt brug af. Genkende sig selv i. Møde en ligesindet i. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Nico sanser og ser verden, og hun får en masse ”ind”.
Hun mærker ord, følelser, stemninger, og har uden tvivl adgang til en livlig verden indeni, som ikke mange andre kender, eller ved findes i det omfang den gør.
Hendes fine krop og system reagerer jævnligt med angst og uro, når nye ting sker, når ændringer er på vej. Eller når nye skridt tages.
Det ser jeg egentligt ske hos mange, som ikke bærer en autisme diagnose, som Nico også gør.
Og for mange der bærer autismediagnosen, er det også sikkert og vist, også at bære angsten.
Nico er født i en drengekrop.
Men hun har tydeligt siden hun var 3 år, følt sig, identificeret sig og levet som en pige.
Nicos mor Liselotte har aldrig været i tvivl om hvem Nico er. Hun er og har altid været: en pige.
En pige som ønsker sig mere end andet at se ud som en pige. Kropsligt og fysisk. Få øvre og nedre operationer og kunne træde ud i verden uden skam over sin krops udseende.
Den smukke pige der i dag er 17 år, og snart 18 år.
Om lidt er hun voksen.
Og skal kunne magte og håndtere og ordne en masse selv.
Hun overgår fra ’børn og unge afdelingen’ hos kommunen, og til ’voksenafdelingen’.
Det betyder og medfører en masse forandringer, og de 3 vigtigste elementer: familierådgiver, støtte-kontakt person og psykolog i Nicos rejse indtil nu, bortfalder og afsluttes.
Dét er ikke nemt.
Og det aktiverer en masse tanker, bekymringer, uro og angst indeni.
Og selvom vi udefra let kan sige, og ved, at det kommer til at gå godt, så er den sikkerhed ikke til stede og på plads hos Nico. Der er til tider ret meget kaos indeni.
For hvem kommer nu?
Hvad sker der nu?
Hvilke ændringer går jeg i møde?
Og bliver det lige så godt, som det jeg allerede kender?
Jeg har fået lov til at dele mere om Nicos rejse med jer fremover, og det vil jeg gøre i kærlighed, ydmyghed og i ønsket om at forbedre livet hos hende, og i hende.
Og for at give verden et indblik i en kompleks situation: at være ung i Danmark, i en krop af andet køn end det man føler sig som, samt bærer af autisme.
Selvom jeg personligt snart ikke er en del af hendes hverdagsrejse længere, fordi hun overgår til ’voksenafdelingen’, så stopper jeg ikke med at følge med hos Nico, se Nico, og holde af Nico.
Hun er min Nico, og et af de fineste mennesker jeg kender.
Nu.
Og for altid.
Nico er verdens smukkeste unge pige hvis du spørger mig.
Et 17-årigt SÅ fint menneske, der indeholder så meget godt, som kun vil gøre og være godt at dele med den her verden.
Hendes smukke smil.
Hendes vidunderlige måde at kigge på mig på, når der er noget hun gerne vil dele, eller noget hun synes er sjovt eller skørt.
De fine ord hun deler med mig, om alt det gode, alt det der gør ondt, det hun drømmer om, det hun ser som forkert ved sig selv, det hun lærer, betragter og får ind.
De ord ville andre ude i verdenen, der er i en lignende proces, uden tvivl kunne få godt brug af. Genkende sig selv i. Møde en ligesindet i. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Nico sanser og ser verden, og hun får en masse ”ind”.
Hun mærker ord, følelser, stemninger, og har uden tvivl adgang til en livlig verden indeni, som ikke mange andre kender, eller ved findes i det omfang den gør.
Hendes fine krop og system reagerer jævnligt med angst og uro, når nye ting sker, når ændringer er på vej. Eller når nye skridt tages.
Det ser jeg egentligt ske hos mange, som ikke bærer en autisme diagnose, som Nico også gør.
Og for mange der bærer autismediagnosen, er det også sikkert og vist, også at bære angsten.
Nico er født i en drengekrop.
Men hun har tydeligt siden hun var 3 år, følt sig, identificeret sig og levet som en pige.
Nicos mor Liselotte har aldrig været i tvivl om hvem Nico er. Hun er og har altid været: en pige.
En pige som ønsker sig mere end andet at se ud som en pige. Kropsligt og fysisk. Få øvre og nedre operationer og kunne træde ud i verden uden skam over sin krops udseende.
Den smukke pige der i dag er 17 år, og snart 18 år.
Om lidt er hun voksen.
Og skal kunne magte og håndtere og ordne en masse selv.
Hun overgår fra ’børn og unge afdelingen’ hos kommunen, og til ’voksenafdelingen’.
Det betyder og medfører en masse forandringer, og de 3 vigtigste elementer: familierådgiver, støtte-kontakt person og psykolog i Nicos rejse indtil nu, bortfalder og afsluttes.
Dét er ikke nemt.
Og det aktiverer en masse tanker, bekymringer, uro og angst indeni.
Og selvom vi udefra let kan sige, og ved, at det kommer til at gå godt, så er den sikkerhed ikke til stede og på plads hos Nico. Der er til tider ret meget kaos indeni.
For hvem kommer nu?
Hvad sker der nu?
Hvilke ændringer går jeg i møde?
Og bliver det lige så godt, som det jeg allerede kender?
Jeg har fået lov til at dele mere om Nicos rejse med jer fremover, og det vil jeg gøre i kærlighed, ydmyghed og i ønsket om at forbedre livet hos hende, og i hende.
Og for at give verden et indblik i en kompleks situation: at være ung i Danmark, i en krop af andet køn end det man føler sig som, samt bærer af autisme.
Selvom jeg personligt snart ikke er en del af hendes hverdagsrejse længere, fordi hun overgår til ’voksenafdelingen’, så stopper jeg ikke med at følge med hos Nico, se Nico, og holde af Nico.
Hun er min Nico, og et af de fineste mennesker jeg kender.
Nu.
Og for altid.