Der er en anden minoritet som jeg rigtig gerne vil slå et slag for.

På menneskeret.dk kan man finde de her tal:

”Kategori: Indvandrere og efterkommere:

7 % af personer med dansk oprindelse …
10,5 % af indvandrere og efterkommere …

… identificerer sig som LGBT+-personer.

Kilde: Institut for Menneskerettigheders egne beregninger på baggrund af SHILD (2020).”

Altså 10,5% af indvandrere og efterkommere som har anden seksualitet end heteroseksualitet, og eller transkønnede.

Ydermere står der på deres hjemmeside:

”Gruppen af LGBT+-personer med indvandrer- og efterkommerbaggrund kan være særligt udsat, da de kan opleve dobbelt diskrimination, og har øget grad af mistrivsel.

Hver tiende indvandrer eller efterkommer rapporterer selv at identificere sig som LGBT+-person. Det er lidt flere end blandt personer af dansk oprindelse. Forskellen er signifikant for gruppen samlet set, men gruppen er ikke stor nok til at se, hvilke lande LGBT+-personerne er fra.

Flere indvandrere og efterkommere identificerer sig som transkønnede eller nonbinære. Det er i tråd med andre undersøgelser, der finder en øget forekomst af indvandrere og efterkommere blandt transkønnede, der får behandling i sundhedsvæsenet eller ændrer juridisk køn i Danmark.”

Grunden til at jeg har lyst til at bringe det her emne på banen, er at jeg møder det i min hverdag. Det er kommet mig for syne.

Og at opdage at de ikke blot kæmper med deres transkønnethed, og eller seksualitet, så har de ofte også en skarp kulturel tone de skal omgås og kæmpe med.

Lige som mine børn og unge der både kæmper med transkønnethed og deres autisme.

De her minoriteter har brug for både plads i vores hjerter, men også at vi åbner op for at deres levevilkår lettes og forbedres.

Det vil jeg som altid, på alle måder muligt, gøre mit for.