De unge transkønnede jeg kender de ville elske at feste og fejre livet, og de ville elske at være i en krop de kender og som føles rigtig.

Den skinbarlige sandhed er at det gør de ikke. Og det kan de ikke.

Mange af de unge jeg kender til, de kommer ikke udenfor en dør. De sidder derhjemme med angst. Angst over livet og de krav der er til dem. Jeg kender flere der er skamfulde over deres udseende, den krop de er født i.

Men ved du hvad de er mest skamfulde over?

Hvad andre mennesker tænker og synes om dem.
Åh mit hjerte.

De her unge er i den største sorg over at være født i den forkerte krop.
Og i en sorg over ikke at kunne udtrykke sig. Eller føle at de kan ret meget. Overskue ret meget.

Så når vi fejrer pride, så send en kærlig tanke til de tusindvis af unge der sidder derhjemme i angst, sorg og skam, og som allerhelst i hele verdenen, ville være en del af det hele.

Når der er pride så finder du måske ikke mig i mængden af mennesker der fester og glædes over retten til vores eget liv og krop. Som jeg ville elske at være. Og allerhelst med alle mine unge mennesker jeg møder og har mødt i mit liv.

Men i de dage, hvor Pride står på, er jeg sammen med de unge, og der arbejdes på alle de følelser der lige i de dage, og i livet generelt, er aktiveret. For tro mig, de ser glæden og livet i øjnene på dem der deltager i Pride, og kigger så på sig selv og mærker hvor langt væk de er fra det sted, og den følelse indeni.

Og jeg ved det kan være en hård fact at læse lige nu og få at vide, men sandheden er at jeg derude, møder rigtig mange unge der bare sidder og venter på at livet er overstået, så de ikke længere skal være i den her smerte.

Sådan må det bare ikke blive ved med at være.
Sådan SKAL det ikke være.

Vi skal rykke os som system, så de unge kan rykke sig.
For det ved jeg de vil gøre.
Vi bliver nødt til at imødekomme dem, for at de kan imødekomme verden og os.