I Danmark findes FSTB – Foreningen for støtte til transkønnede børn.

Og dette indlæg er en personlig beretning fra fstb.dk’s hjemmeside der fortæller historien om hvordan FSTB blev til.

En smuk beretning som jeg glædes over at dele med jer her:

Dreng eller pige eller ? – En personlig beretning

Baggrunden for at danne foreningen FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn udspringer af min personlige erfaring som mor til 2 dejlige børn, hvoraf det ene barns udtryk og adfærd bundede i en oplevelse af transkønnethed. En erfaring, som jeg gerne vil dele med jer i denne beretning.

I år 1993 lå jeg højgravid med presseveer på den gamle fødselsanstalt i Århus og efter et par timers stønnen kom barnet til verden. Jordmoderen kiggede barnet mellem benene og sagde “tillykke – det blev EN DRENG”. Der blev fundet et drengenavn og indkøbt drengelegetøj og drengetøj i drengefarver, indrettet drengeværelse og proklameret for omverdenen at vi havde fået en sund og velskabt dreng. Drengen er idag en dejlig ung mand som er flyttet fra reden.

I år 2004 gentog forløbet sig. Dog fødte jeg denne gang på Skejby. Jordmoder og læge kiggede mellem benene på barnet og sagde “tillykke – det blev EN DRENG”. Der blev fundet et drengenavn og kun indkøbt en smule for jeg havde jo en del drengelegetøj og drengetøj gemt fra den første. Hvor praktisk og godt jeg havde gemt det alle de år tænkte jeg :-). Usikkerheden som 1. gangs mor var væk….jeg var nu på hjemmebane……troede jeg!.. For der gik ikke mange år før diverse tvivlsspørgsmål meldte sig for mig. Legetøjet havde ikke barnets interesse….hvorfor?. Måske var det outdatet? men trods nyinvesteringer i det hippeste blandt drengebørn, så var der intet der fangede barnets interesse der. I vuggestue og børnehave gik barnet som det første til udklædningskassen hver dag og iførte sig kjoler, sko osv. tegnede prinsesser og havfruer flot dekoreret med glimmerlim….En fase? et kreativt barn?. Rettede sig socialt primært mod pigegruppen og havde reaktionsmønstre og kjolefacinationer som fik storebror (dengang 13 år) til at sige “hvorfor har jeg fået sådan en fimset lillebror?”….tanken om at barnet måske var kommende homoseksuel eller kommende designer strejfede mig dengang kan jeg huske, som en fuldstændig typisk stereotyp måde at søge en forklaring på det for mig uforklarlige (hvilket jeg ikke er stolt af, men sådan var det). Husker også det forvirrede mig at barnet sagde “vi” når pigerne i børnehaven blev omtalt, at disneyidentifikationer var diverse prinsesser og kvindelige figurer samt at barnet i badekaret tit lagde sig som en havfrue (på siden med tissemand gemt mellem benene)…Jeg var for alvor på udebane!

Så en dag kommer barnet hjem fra børnehave og siger “De lyver alle sammen for mig i børnehaven” . Jeg spørger” jammen hvad siger de da?” hvortil barnet svarer ”de siger alle sammen, at jeg er en dreng, men jeg er jo en pige, ikke også mor?”.

Denne situation udløste en erkendelse hos mig omkring barnets oplevelse af sig selv. Jeg var dog stadig på udebane og takker for at internettet var opfundet. Først via engelske søgeord som “the boy identifies as a girl” fandt jeg frem til muligheden for at mit barn gav udtryk for transkønnethed. Transkønnet er en betegnelse der bruges når et menneske ikke identificerer sig med det køn som det er blevet tildelt ved fødslen. Betegnelsen transkønnet var jeg ikke var stødt på hverken i min tid på sygeplejestudiet eller senere hen på psykologistudiet. Danmark efterlod mig stadig på udebane for der var på det tidspunkt ikke nogen hjælp eller information at hente omkring transkønnethed hos børn herhjemme i Danmark.

Barnet selv blev mere og mere tydelig i sin måde at udtrykke sig omkring det. Eksempelvis blev barnet i 5 års alderen konfronteret af Asger som også var 5 år med ordene “du ER jo en dreng for du har jo en TISSEMAND”, hvortil barnet svarede ”Ja, jeg har en tissemand Asger, men inde bagved har jeg altså en tissekone, du kan bare ikke se den”.

Jordmødre og læger havde kigget mine børn mellem benene da de kom til verden og derudfra tildelt dem et køn. Et køn vi forældre og hele omverdenen ikke stillede spørgsmålstegn ved. For sådan er det jo! eller?!….et køn som mit første barn godt kunne identificere sig med, men som tilsyneladende IKKE passede på hvordan mit andet barn identificerede sig selv.

Det har været og er fortsat en kamp mod uvidenhed og fordomme som barnet og vi forældre skal igennem når det ved fødslen tildelte køn ikke stemmer overens med egen identitetsoplevelse. Forældre mødes (selv af fagfolk) med udtalelser som “det kan et barn ikke vide noget om”, “du har nok også ønsket dig en pige når nu du havde en dreng i forvejen”, “I skal bare give barnet en fiskestang og spille fodbold”, “det er også fordi barnet er skilsmissebarn og går for meget op af dig som mor” osv.

Heldigvis har barnet selv, voksne transkønnede, internationale studier, forskning og udenlandske foreninger og hjemmesider hjulpet mig til at forstå mit barn, støtte det i processen og erhverve mig viden om at transkønnethed IKKE har noget med de førnævnte fordomsfulde udtalelser at gøre :-).

Da mit yngste barn kom i puberteten identificerede hun sig stadig som pige. Hun fik officielt ændret sit navn som 10 årig og har siden levet fuldt ud, som den pige hun altid har været indeni. Hun er heldigvis accepteret som pige i sin skole, fritid og vennekreds og har en storebror som hurtigt opdagede at den “fimsede lillebror” i virkeligheden var en smuk og fantastisk dejlig lillesøster.

Hun har været igennem det nyopstartede udrednings- og behandlingstilbud for transkønnede børn og unge i København som heldigvis blev opstartet i Danmark januar 2016 og hun får i dag som 12 årig stophormoner, så puberteten bremses. Det sidste har været helt afgørende for hendes trivsel og er uden bivirkninger for hende.

Sparsomt kendskab til børn med transkønnethed

Ovenstående er en kort beskrivelse af mit barns situation. Det var/er min erfaring at kendskabet til betegnelsen transkønnede børn er uhyre sparsomt i Danmark, trods mangeårig viden og erfaring i lande som Sverige, England og især Holland. Oplevelsen af at stå alene og rådvild som forældre var ofte overvældende. Derfor har jeg nu taget initiativ til oprettelse af foreningen for støtte til transkønnede børn (FSTB), som har til formål at skabe netværk for børn og familie, udgive informationspjecer til forældre, institutioner mm. samt rådgive og samarbejde med øvrige organisationer til støtte for trivsel og rettigheder for børn med transkønnethed.

Langt fra alle børn er så entydige og klare i deres udtalelser omkring deres kønsidentitet, som mit barn var og ny forskning peger på at kønsidentitet ikke begrænses til enten pige vs. dreng, men kan ligge på et kontinuum mellem disse. Så hvordan kan vi vide om vores barn oplever transkønnethed og hvordan støtter vi vores børn bedst muligt.

Den første informationspjece som udarbejdes i foreningens regi vil derfor være en ”forældre til forældre” pjece. Den er forfattet af en forældre i samråd med FSTB og indeholder information om transkønnethed og gode råd til hvordan man som forældre kan vide om barnet oplever transkønnethed og hvordan skal vi forholde os, hvis det er tilfældet.

Mange hilsner

Michala Fog Hansen- (mor og aut. cand.psych.)

___

Læs meget mere om FSTB lige her: https://fstb.dk/